SKYR – et lille stykke Island fra Thise Mejeri
 

Maj 2006  
 
Plakat


Fronten skridtes af, og den synligt tilfredse mejeribestyrer Poul Pedersen konstaterer, at alt er parat til ceremonien.


Den islandske landbrugsminister Gudni Agustsson holder sin tale på flydende Islandsk og undlader ikke at gøre opmærksom på, at SKYR er hemmeligheden bag den kendsgerning, at verdens stærkeste mænd – og de smukkeste kvinder kommer fra Island. Det Islandske finanseventyr er også svært at forstå, hvis man ser bort fra SKYR.


Velkomstkommitéen tager imod Ghita Christiansen og Filip fra Irma. I baggrunden ses den danske Fødevareminister og Ambassaderåd Mar Masson.


Fødevareminister Hans Christian Schmidt betonede det nordiske samarbejde i sin tale.

  En 1000 år gammel nyhed fra Thise Mejeri    
Nyheden fra Thise Mejeri hedder SKYR, - en nyhed der har mere end 1000 år på bagen. SKYR er et islandsk surmælksprodukt, hvis historiske rødder går tilbage til den tid, hvor vikingerne bosatte sig på den fjerntliggende ø.
SKYR har overlevet i de mange år, og har i dag nærmest kultstatus på Island. Et nutidigt nationalklenodie.

 

Skyr – døgnet rundt

SKYR er et fedtfattigt syrnet mælkeprodukt med et meget højt proteinindhold. Konsistensen er tyktflydende grænsende til fast og smagen er frisk og syrlig. På grund af et meget højt tørstofindhold virker SKYR meget mættende.
Der lanceres i alt tre varianter i Danmark. To frugtvarianter og en SKYR naturel. I princippet kan SKYR indtages på alle tider af døgnet, men jordbær og pære-banan varianterne er velegnede som mellemmåltider, hvorimod SKYR naturel kan indgå i madlavning og desserter.

 

Nordisk mejerisamarbejde

Thise Mejeri præsenterer nyheden i samarbejde med det Islandske mejeri MS, så produkttilpasningen til en økologisk variant af SKYR er sket under kyndig vejledning fra Islandske mejerister.
Opskriften på SKYR har undergået forandringer i løbet af de mange århundreder, men i dag fremstilles produktet af komælk på moderne mejerianlæg på Island og nu – på Thise Mejeri.

 

Verdenspremiere på økologisk SKYR

Thises økologiske SKYR blev lanceret med pomp & pragt d. 16. maj 2006. Begivenheden fandt sted i Irma-Illum på strøget i København og senere på restaurant NOMA på Christianshavn.
Bag arrangementet stod den Islandske Ambassade, mejeriselskabet AGRICE fra Island og Thise Mejeri - fra Jylland.

Blandt de prominente talere ved arrangementet var Islands landbrugsminister Gudni Agustsson, Danmarks Fødevareminister, Hans Christian Schmidt, Irmas administrerende direktør Alfred Josefsen og mejeribestyreren fra Thise Mejeri, Poul Pedersen.
En rød dansk malkeko med to kalve udgjorde modtagelseskomitéen på restaurant NOMA, hvor stjernekokken Rene Redzepi og hans dygtige stab, trakterede med Skyr-canapéer, Jerseymælk og Islandsk brændevin.
 

 
 
Thise Mejeri · Sundsørevej 62 · Thise · 7870 Roslev · SE-nr 12425694 · T +45 97 57 80 01 · F +45 97 57 81 22 · info@thise.dk